Sæt verden på standby! Sæt dig til rette i naturens eget
badekar, hvor krystalklart vand på konstante 38 graders varme
kommer fra geotermiske kilder dybt nede i fjeldet.
Det store kar, som nordboere
murede op for 1000 år siden, er omkranset af et farvestrålende
blomsterflor. Og der, lige for næsen af dig strander enorme isfjelde og
sidste vinters storis ude i fjorden, der har nogle af Sydgrønlands
højeste og spidseste fjelde som kulisse. Vandet damper blødt om
ørerne på dig, dine tæer graver sig ned i den varme, bløde silt,
mens små, bobler vidner om konstant nyforsyning af vand. Lad tiden
passe sig selv, mens du nyder naturens ro her midt i Guds frie
natur.
Varme fra dybet
Sydgrønland er kendt for sine varmer kilder. Flere steder pibler
vand op fra undergrunden sommer som vinter med temperaturer på
nogle grader over frysepunktet. Intet sted er kilderne dog så varme
og så store som i Uunartoq. Øen, der på grønlandsk betyder "det
varme", ligger halvvejs mellem Qaqortoq
og Nanortalik
og kan nås på en dagsudflugt med båd fra hver by. Uunartoqs særpræg
er, at det er helt naturligt. Ingen asfalterede
bus-parkeringspladser, spa-komplekser med dyre tilkøbsprodukter
eller overflod af mennesker. Eneste menneskeskabte goder er en
landgangsbro og to omklædningsskure. Det er vild luksus på naturens
præmisser.
Som om, det koger
Stedets særpræg har gennem århundreder tiltrukket
videnskabsfolk. Allerede i 1778 beretter undersøgelsesrejsende Aron
Arctander, hvordan vandet bobler frem "som i levende perler". Han
fortsætter, at det "får vandet til at se ud, som om det koger".
1000 år helse og lindring
Mennesker har sat pris på Uunartoqs livgivende kilder i over
1000 år. De ældste spor er fra nordboerne,
der murede badekarrene op i kampesten for på den måde at skabe et
Middelalderens kurbad. Benediktinernonnerne boede på en naboø i et
kloster viet til Hellig Olav. Hertil søgte syge mennesker, som
nonnerne gav helse og lindring i Uunartoqs varme vand. Datidens
beretninger fortæller om, hvordan man troede på, at svage her
genvandt deres helbred og blev befriet fra deres kvaler. Da
nordboerne forsvandt, tog Thule-folket, forfædrene til nutidens
grønlændere, over. Deres historie ligger der tydeligt og let
tilgængeligt endnu, få hundrede meter fra bassinerne. Der er rig
mulighed for at udforske områdets spor efter 500 års forskellig
byggestil og fællesgrave. Flere tomter og grave er dateret tilbage
til 1500-tallet.
Vil du vide mere
Ét er sikkert: Du forlader kun Uunartoqs kilder med modvilje -
med fingre og tæer, der ligner rosiner. Turistkontorerne i
Nanortalik og Qaqortoq arrangerer heldagsture til de varme kilder.
Læs mere på deres hjemmesider (www.nanortaliktourism.com, www.sagalands.com). Læs også mere om de
varme kilder på greenland.com her