Du har lyst til at besøge et grønlandsk hjem, kan du i mange byer og bygder komme til "kaffemik". Kaffemik er et dansk ord for kaffe-kom-sammen. Faktisk er det ikke kaffen, som er i centrum, men derimod samværet. Hjemmets værter serverer hjemmebagt kage og kaffe og te, og så kan snakken gå. I kan udveksle erfaringer, gode historier og her får du helt automatisk et indblik i sorger og glæder, bekymringer og udfordringer i dagliglivets Grønland - en indsigt du hverken kan læse om i bøger eller turistguider. "Kaffemik" kan bestilles hos turudbyderne.
I lære som hundeslædefører
På en hundeslædetur kan du opleve den tætte kontakt mellem hundeslædeføreren og hans hunde. I får jer måske en snak om, hvordan han passer sine hunde, hvad de spiser og hvordan de ellers lever. Måske er han fanger og har særligt gode historier at fortælle. I Østgrønland har du oven i købet mulighed for "at komme i lære" som hundeslædefører og til slut få dit eget hundeslædekørekort.
En snak med skipper
Nærkontakten kan du også opleve på en sejltur. Turistbådene er ikke så store, og skipper er ofte parat til at fortælle og svare på spørgsmål, hvis ikke der er guide med om bord. I det hele taget er byer og bygder små efter international målestok. Er du selv åben og positiv, er der gode chancer for at opleve venlighed og imødekommenhed.
Privat indkvartering
Mange byer har tilbud om privat indkvartering, og det giver en god mulighed for se, hvordan et grønlandsk hjem ser ud. Er du heldig, kan du måske også få gode råd til dagens udflugter. På hoteller og sømandshjem får man måske ikke så tæt en personlig kontakt, selv om personalet godt er klar over, hvad service og godt værtskab betyder.
En dag - eller uge som fåreholder
Inden for de seneste år har flere fåreholdere i Sydgrønland indrettet gamle huse som en mellemting mellem små vandrerhjem og fjeldhytter. Her kommer du meget tæt på landmandslivet og hverdagen som fåreholder. Ofte ligger fåreholderstederne ensomt på frodige halvøer i fantastisk smukke omgivelser. Hvad siger du til en tur på hest i det grønne landskab, hjemmelavet lammesteg fra dyr, du selv har været med til at slagte eller en fisketur i fjorden.