Ingen tog og ingen veje mellem byerne

I Grønland er der ikke veje mellem byerne, så al transport foregår enten med fly eller skib. Det arktiske klima, der til tider kan være ekstremt, stiller store krav til sikkerhed under transporten.

Og de krav opfylder de grønlandske transportselskaber til fulde. Over kortere afstande kan du benytte p-godkendte både eller skibe til sejlads mellem byer og bygder og på udflugter.

Transport i luften

Air Greenland, Grønlands flyselskab, varetager en stor del af passagertransporten i Grønland med sine to-motorers Dash-8 200 fly, de fire motorers Dash-7 og forskellige typer helikoptere. Helikopterne betjener især byerne i Sydgrønland, og byerne i Nord- og Østgrønland samt de små bygder.

Dash-7 kan tage op til 50 passagerer, og flyver typisk i 4-5 km højde, hvilket giver et fantastisk udsyn til Grønlands indlandsis og gletsjere. Dash-8'eren har plads til lidt færre passagerer, men flyver generelt hurtigere end 7'eren.

En anden almindelig måde at rejse på i Grønland er med skib. Passagerskibet, Sarfaq Ittuk fra Arctic Umiaq Line sejler i perioden april til december i rutefart mellem Qaqortoq i Sydgrønland og Ilulissat i Nordgrønland. Det er i sommersæsonen en god idé at bestille sine billetter i god tid.

Kontakt det lokale turistkontor for nærmere information om sejlture til bygderne.

Det nordgrønlandske rederi, Disko Line, opererer i hele Diskobugten med flere mindre skibe.

Billetbestilling kan foretages via adressen www.diskoline.gl

Også i Sydgrønland sejler Blue Ice Explorer rutefart med sine fire forskellige både, de sejler mellem byerne Narsarsuaq, Narsaq og Qaqortoq i sommersæsonen. Billetbestilling kan ske www.blueice.gl

Husk altid kun at benytte passagergodkendte både/skibe både for din egen sikkerheds skyld, men også for derved at overholde loven.