Om vinteren åbner Grønland for en ny verden af nye og spændende ruter gennem et landskab, hvor der ikke er gader og veje. Sneen giver dig faktisk flere muligheder for at løbe langrend gennem landet, end du måske umiddelbart tror.

En tur i hundeslæde, på snescooter, en sneskovandring og selvfølgelig ski er fantastiske transportmidler, når du skal navigere rundt i det smukke vinterlandskab, og selvom mange byer har små skiruter lige uden for døren, er det som regel de lange, heldagsture på ski i ødemarken, som appellerer mest til den vildmarkssøgende eventyrer, som gerne vil gå på opdagelse i Grønlands fjelde og dale.

Om vinteren åbner Grønland for en ny verden af nye og spændende ruter gennem et landskab, hvor der ikke er gader og veje

Tasiilaq området bejler til titlen som landets bedste langrendsdestination

På eventyr i det østgrønlandske bagland

Ammassalik Ø i Østgrønland er et meget populært sted at tage på vandretur om sommeren, men om vinteren bliver den dybe sne, bjergdalene og de alpine bjergtoppe omkring områdets største by, Tasiilaq, en bejler til titlen som landets mest populære langrendsdestination. 

Turarrangørerne, bl.a. Travellodge Greenland og Icelandic Mountain Guides arrangerer sammen heldagsudflugter i området, hvor de tager skiløbere med fra Tasiilaq til steder langs Sermilik Isfjord og videre ind i baglandet til den lille landsby Tiniteqilaaq, der har under 100 indbyggere, som lever af at gå på jagt.

Der arrangeres ture i området med både hundeslæde og snescooter, og skiløberne kan overnatte i hytter, som ligger i områder, hvor udsigten er intet mindre end fantastisk. Som en ekstra bonus vil du være så langt fra industribygningernes skarpe lys, at den mørke himmel ikke kun gløder af de smukke nordlys, men også af mange flere stjerner, end du nogensinde kommer til at se i hele dit liv.

  • Lufthavnslandsbyen Kulusuk og Østgrønlands største by Tasiilaq er områdets to vigtigste udgangspunkter for eventyr.

  • I Ammassalik er der 3 hoteller: Hotel Kulusuk, som ligger ved lufthavnen på Kulusuk, Hotel Angmagssalik og Hotel Red House i Tasiilaq. Derudover findes der flere mindre hytter og andre overnatningsmuligheder, f.eks. Travellodge Greenlands huse i Tasiilaq.

  • Tasiilaq har ca. 2.000 indbyggere samt alle de almindelige indkøbs- og servicefaciliteter, et museum og souvenirbutikker.

  • Ligesom Tasiilaq i Østgrønland er Ilulissat et vigtigt omdrejningspunkt for vinteroplevelser i Vestgrønland, hvor du både kan køre i hundeslæde, på snescooter, gå på isvandring, sneskovandring og meget mere.

  • Hvis du gerne vil krydse indlandsisen, kræver dette særlig tilladelse fra det grønlandske selvstyre.

Fra dagture til ekstreme eventyr over indlandsisen

Både begyndere og mere øvede skiløbere har mulighed for at komme på dagture i Ilulissat, hvor bjergguiderne fra PGI Greenland tilbyder en række korte langrendsture, hvor man ikke kan undgå at lægge mærke til Ilulissat Isfjord, som er optaget på UNESCO's verdenskulturarvsliste, og de smukke isbjerge i Diskobugten.

Du vil møde langrendsskiløbere overalt i Grønland. Ruterne løber ofte lige igennem byerne, endda hovedstaden Nuuk, hvor den meget fine langrendsrute er omgivet af mindre tunneller og en bro, som sørger for, at der er plads til at dyrke den mest populære hobby i Grønland.

Mange af os står på ski hver eneste dag, og du vil blive forbavset over at se, at der er rigtig mange byer, der sågar har en oplyst langrendsrute til de meget mørke vinteraftener i december og januar. På en almindelig solrig søndag er det helt naturligt, at du på ruten både vil møde børn helt ned til 3-årsalderen og vindere af verdens hårdeste langrendsløb Arctic Circle Race.

I den mere ekstreme ende af skalaen finder vi skiløbere, som bruger både måneder og år på at forberede deres skitur over den grønlandske indlandsis, og som også kan bruge en måned på at krydse verdens anden største gletsjer i en slæde. De vælger ofte en rute, som strækker sig fra Kangerlussuaq i Vestgrønland til den lille landsby Isortoq i Østgrønland. Disse ruter er specialture, men vælges af flere og flere eventyrrejsende, som tilmelder sig ture gennem en rejsearrangør.