Oplevelsesflyvninger er luftfartens svar på kajaksejlads. I et land, hvor de eneste veje er indenfor bygrænserne, og hvor transport gennem landskabet primært er baseret på skibstrafik og fly, giver panoramavinduerne i helikopteren eller et lille fastvinget fly adgang til dele af Grønland, som er de færreste forundt.

Du kan i hovedreglen flyve en strækning på en time i Grønland, som du kan tilbagelægge til fods på en uge, og vi anbefaler klart at opleve landskabet på begge måder. Men vil du gerne have overblik og fornemme, hvordan landets naturlige mønstre skifter mellem hav, fjorde, fjelde, indland og is, så er oplevelsesflyvninger det oplagte valg.

”Min favorit var flyveturen, hvor jeg fik set omfanget af Ilulissat Isfjord, hvilket er fantastisk. Jeg prøver stadig at fatte omfanget! Det er en mulighed, du kun får én gang i livet!”

”Det var én af de bedste ting, vi nogensinde har foretaget os i Grønland! Helikopteren steg op over en højderyg, og piloterne legede fordi de fløj meget lavt og fulgte floden.”

MOSKUSOKSER OG INDLANDSIS I KANGERLUSSUAQ

Indlandsisens randzoner er et kaotisk islandskab med besynderlige skruninger, sving og bølgede forløb, og i Kangerlussuaq er isen kun få minutter fra den internationale lufthavn. Hvis man flyver, vel at mærke.

Turen i små adrætte 5-personers fly går over et landskab præget af isens bevægelser og gradvise tilbagetrækning. Fra fjordens sandede bund - der kommer fra aflejringer under isen, som føres med af sommerens smeltevandselve - over bløde bakker og afrundede fjelde til de tydelige moræner, der markerer begyndelsen af iskappen, stiger landskabet jævnt op mod indlandsisen.

Og kig nu en ekstra gang på vejen ind til isen. For i 1964 udsatte biolger 27 moskusokser i fjeldene omkring Kangerlussuaq, og den oprindelige lille gruppe dyr er i dag vokset til en population på mere end 10.000 moskusokser.

Den slags mængder burde være til at få øje på, men flokkene er altid i bevægelse, og derfor ses de bedst fra luften. Piloterne fra den lokale operatør Air Zafari er til gengæld så stedkendte, at de uden at blinke lover moskusgaranti på alle Kangerlussuaq flyvninger - for er der ikke nogen moskus i den første dal, så flyver I bare videre til den næste.

ISFJORDEN OG ILULISSAT

Isfjorden Kangia i Ilulissat er et uomgængeligt rejsemål for mange i Grønland, og sammen med sejladser mellem isfjeldene og vandreture til fjordkanten kommer oplevelsesflyvninger for alvor til deres ret.

Ilulissat har både helikopterflyvninger ind over fjorden til indlandsisen og storskalaoplevelser i fastvingede fly med udvidet aktionsradius og mulighed for at se verden i endnu større perspektiv, når I flyver til Eqi gletcheren og ud over Diskobugten.

I Ilulissat er der desuden gode chancer for at se hvaler fra luften, når de kommer op for at trække luft mellem isfjeldene. Og selvom det kan lyde som en besynderlig naturoplevelse, så er tilstedeværelsen af krydstogtskibe i Diskobugten en tydelig påmindelse om, at selv flydende hoteller blegner i størrelse ved siden af isfjeldene.

Verden bliver næsten uforskammet simpel set oppefra. Kolosserne i vandet ligner små isterninger i et udendørs badekar, byen tager form af legoklodser, og fjeldene på den vulkanske ø Qeqertarsuaq svinder ind og ligner bakker man let lige kunne løbe op ad. Det der flyvning er ikke helt tosset.

”Helikopterturen var fantastisk! Jeg har set gletsjere før, men det her er meget større og så imponerende! Det så meget mere seriøst ud!”

  • Flyoperatøren Air Zafari har turistflyvninger i Ilulissat, Kangerlussuaq og Kulusuk
  • Air Greenland opererer helikopterflyvninger i Ilulissat
  • Turene var generelt fra ca. 25 min. til 1 ½ time
  • Air Zafaris ture foregår i særlige flightseeing maskiner med gode fotomuligheder ved alle vinduer.

RÅ FJELDE, IS OG SMÅSAMFUND I ØSTGRØNLAND

I Østgrønland er alting altid lidt større, lidt vildere og lidt mere øde end i Vestgrønland. Især hvis man skal tro de lokale. Og måske der er noget om snakken, for omkring lufthavnen i Kulusuk og hovedbyen Tasiilaq rejser en rå verden med sylespidse tinder sig til fjeldkamme, der forsvinder nord- og sydover så langt øjet rækker.

På tur med Air Zafari Østgrønland får du fra luften hurtigt en fornemmelse af de logistiske udfordringer vi lever med i hverdagen. Indlandsisen i vest flankerer det smalle bånd af fjelde og fjorde, og i Danmarksstrædet ude mod øst kommer storisen direkte ned fra Polarhavet og blander sig med Sermilik gletcherens tætte bælte af isfjelde omkring Tasiilaq frem til midten af juli måned.

Denne strøm af opbrudt havis, som havstrømmene skubber mod syd, præger livet i Østgrønland, og den til tider tætte trafik af småbåde med lokale på vej mellem spredte småsamfund må ofte helt ned i gear, mens folk ombord skubber isflager til side og leder efter en vej videre.