NATTEHIMLENS BONUSMATERIALE

Nordlyset er Grønlands måde at tilføje lidt bonusmateriale til vinteroplevelserne i landet. Det er gratis, der er rigeligt til alle, og det kræver blot, at du har noget varmt tøj, et par gode støvler, lidt tålmodighed, måske en kande kaffe og nogen at dele eventyret med.

Fænomenet er samtidig en kilde til stor interesse blandt mange af os selv her i landet. Vi holder øje med nordlys prognoser online, vi følger liveopdateringer af nordlysudbredelsen rundt om i Arktis, vi fotograferer nordlyset med stor entusiasme, og vi elsker at tager gæster med ud under stjernehimlen.

Nordlyset er på den måde en del af Grønlands fysisk visuelle identitet, og med sit arktiske touch griber det ned fra verdensrummet og fylder polarnatten med myter, magi og frostklare vinteroplevelser.

”De bevægede sig virkelig hurtigt, og de dansede faktisk. Det var en stor oplevelse! Det er sådan noget, man kun oplever én gang i livet. Det er så spændende!”

”Vi blev oppe hele natten for at se på! Det er så svært at finde ord, der kan beskrive det. Du kan af og til nærmest se igennem det - det er som grå streger.”

NORDLYS I GRØNLAND

Én lokalitet nævnes igen og igen, når vi skal pege på Grønlands bedste og mest tilgængelige nordlysdestinationer, og det er lufthavnsbyen Kangerlussuaq, der med sin unikke indlandsplacering i læ af fjelde og is har mere end 300 klare nætter om året.

Ligesom i resten af landet er Kangerlussuaqs nordlyssæson fra slutningen af september til midten af april, og med stort set ingen lysforurening allerede et kort stykke ude langs Grønlands eneste direkte grusvej til Indlandsisen er nordlysmulighederne optimale.

Selvom situationen vitterligt er unik i Kangerlussuaq, så er nordlyset en helt almindelig del af nattehimlen mange steder i Grønland. Selv over hovedstaden Nuuks mange gadelamper er nordlyset tydeligt, og får folk til at standse op på gaden på vej hjem fra arbejde.

VIDENSKAB OG MYTER

Hvad er nordlys egentlig? Nordlyset er elektrisk ladede partikler fra solen, der rammer vores atmosfære og skaber et lysfænomen med vekslende farver, der afslører hvor højt over planetens overflade partiklerne træffer atmosfæren.

Men er den videnskabelige forklaring på det såkaldte Aurora Borealis virkelig derfor, at vi gang på gang går i stå, når nordlyset kommer frem? Eller bliver vi mindet om noget større end os selv, noget nærmest magisk, der får selv nordlysvante grønlændere til at kigge op?

  • Nordlyset er på himlen hele året, men er mest synligt fra slutningen af september til midten af april.
  • Nordlyset kaldes også Aurora Borealis og dets tvillingefænomen er Aurora Australis, eller Sydlyset.
  • I Kangerlussuaq, Sisimiut og Ilulissat er der guidede nordlysture i vinterhalvåret.
  • Du kan finde opdateret information om solaktiviteten og nordlyset over Artis på Space Weather Prediction Center
  • Farverne i nordlyset varierer fra grøn over rød til cyan og blålig alt afhængig af partikeltyperne og hos Webexhibits kan du læse mere om farverne og deres årsager.
  • Når du står derude får du sikkert lyst til at fotografere nordlyset, og vi har i den forbindelse skrevet et blogindlæg på Fotomalia.dk, der beskriver grundtrinnene i dette.

Vi ved i hvert fald, at den samme fascination, som både vi selv og du som gæst vil opleve, også har udfordret vores forfædres fantasi. Et kendt sagn fortæller således, at når nordlyset danser, betyder det, at de afdøde spiller fodbold med et hvalroskranie på nattehimlen.

Og i dag mener visse folkeslag sågar, at børn bliver særligt intelligente, hvis de undfanges på en nat med nordlys. I så fald ligger Grønland lunt i svinget, må man tro.