EFTERKOMMERE AF ERIK DEN RØDE I GRØNLAND

I den lille sydgrønlandske fåreholderbygd Qassiarsuk står en statue af Leif den Lykkelige. Lænet op ad en tung stridsøkse skuer han ud over Eriksfjorden, navngivet efter hans far Erik den Røde, og Leif virker både til at holde vagt over lokalsamfundet og at have blikket uroligt rettet mod horisonten.

Måske tænker han på familiens oprindelse i Island, hvor hans folk kom til fra Norges kystland inden de rejste vestover og til sidst slog sig ned som arktiske bønder i Sydgrønland i slutningen af 900-tallet. Eller det kan være, at hans tanker leder yderligere mod vest, for det var netop Leif, der omkring år 1003, som den første europæer gik i land i Nordamerika, efter at have hørt sin landsmand Bjarni omtale en fremmed kyst vest for Grønland.

”Det var min drømmetur at udforske steder, hvor vikingerne har rejst og boet. Jeg mødte de arkæologer, der foretager udgravningen ved Igaliku. De havde lige fundet nogle gamle skrifter!”

”Jeg er bare så forbavset over Grønland! Hvorfor tog Erik den Røde hele turen op ad den fjord, når der ikke var noget der. Det er så interessant!”

ARKTISKE BØNDER I GRØNLAND

Leif var et produkt af et rejselystent folk, der besejlede Nordatlanten længe inden Erik den Røde kom til Grønland, men da nordboerne nåede bunden af de frodige fjorde omkring nutidens Narsarsuaq, Igaliku og Qassiarsuk slog de sig ned og etablerede et driftigt landbrugssamfund med mange omkringliggende gårdbrug.

Mælk, ost og skyr var hovedingredienserne i bøndernes diæt, og da folk ikke med det samme kunne spise de medbragte tamdyr, fordi bestanden endnu var for lille, så udviklede man også evnen til at fange sæler, og de dygtigste af jægerne gik på jagt i fjeldet efter blandt andet rensdyr og småvildt.

Omkring år 1200 var kulturen på sit højeste. Der har måske boet op til 2.500 mennesker i Grønland på dette tidspunkt, og der var en livlig samhandel med Europa, som efterspurgte luksusvarer i form af bl.a. hvalrostand, som nordboerne rejste langt op ad Grønlands vestkyst for at skaffe.

Men klimaændringer og begyndelsen af Den Lille Istid fik allerede i starten af 1300-tallet befolkningerne til at konsolidere sig i Sydgrønland, hvor landbrug endnu var muligt på trods af kolde somre og længere vintre. Nogle af de bedst bevarede gårdruiner ligger i fjordsystemet nær hovedstaden Nuuk på vestkysten og de vidner om fraflytning, der tyder på klimapåvirkninger og trange kår i en periode, hvor gårdene i Sydgrønland samtidig blev færre og større.

  • Nordboerne kom til Grønland omkring år 982 og forlod landet igen i slutningen af 1400-tallet.
  • Erik den Rødes søn Leif den Lykkelige er kendt som den første europæer, der rejste til Nordamerika, og i nordboernes Brattahli∂, nutidens Qassiarsuk, står en statue rejst i Leifs minde.
  • I dag kan du opleve nordbohistorien på en række lokaliteter i Sydgrønland, især i Qassiarsuk (Brattahli∂), Igaliku (Gar∂ar), ved Hvalsey udenfor Qaqortoq, og i Narsaq.
  • Ved Hvalsey kirkeruin, i Igaliku og i Qassiarsuk er der ved udgravninger opsat forklarende materialer, der uddyber lokaliteternes betydning for nordboerne.

500 INTENSIVE ÅR I GRØNLAND

Erik den Rødes kone Tjodhilde havde været med til at indføre kristendommen i Grønland, men familiens efterkommere måtte efterhånden se kirkerne blive færre og mere koncentrerede omkring de få tilbageværende bosteder i de sydgrønlandske fjorde.

Og så kom der en dag, hvor nordboerne forsvandt fra Grønland, efter kun ca. 500 år i landet. Ikke kun fordi klimaet blev en udfordring, men også fordi den økonomiske platform både blev usikker, som følge af færre folk til at udføre lokalt arbejde, og svigtende international handel. Bl.a. efterspurgte Europa færre hvalrostænder og flere fødevareprodukter, som var lettere at skaffe i Island og andre steder i Nordatlanten.

Tilbage står en række særdeles velbevarede ruiner især i Sydgrønland, hvor man både har genrejst Tjodhildes kirke og et tilhørende langhus i Qassiarsuk, som nordboerne kaldte Brattahli∂. Der er gjort udgravninger af bispesædet Gar∂ar i nutidens Igaliku, man har fremtidssikret kirkeruinen Hvalsey nær Qaqortoq, og mange steder i landskabet er der tydelige spor efter de arktiske bønder, der indledte en tusindårig landbrugstradition, som endnu lever videre i Sydgrønland i dag.