MENNESKENES LAND UDEN MENNESKER

Kalaallit Nunaat hedder landet i dag. Menneskenes land. Men en dag for lidt mere end 2.000 år siden stod Grønland pludselig mennesketomt.

Landet havde i næsten 2.500 år været befolket af skiftende bølger af nomadiske folk, der havde levet af havets og landets ressourcer, men verdens største ø havde nu ikke længere en menneskelig befolkning.

Forestil dig, at et landområde større end det samlede areal af Frankrig, England, Tyskland, Spanien, Italien, Østrig, Schweiz og Belgien blev overladt til dyrenes og planternes rige, så får du en fornemmelse af, hvor stort et land de indvandrende jægere fra samfundene omkring Beringsstrædet stod foran, da de omkring år 700 vandrede over Smith Sund nær nutidens Qaanaaq i det nordligste Grønland.

En dag for lidt mere end 2.000 år siden stod Grønland pludselig mennesketomt

Den Lille Istid fra omkring 1300-tallet gjorde Grønland koldere og mere ugæstfrit.

EN INUITKULTUR, DER LUGTER AF SKOV

I dag kender vi befolkningsgruppen, der kom til det mennesketomme Grønland for 1300 år siden, som Dorsetkulturen.

De havde efter alt at dømme været her med en tidligere bølge af indvandring lige inden landets affolkning, men på trods af deres tidsmæssige udbredelse i Grønland er Dorsetperioden delvist omgærdet med mystik. For hvorfor brugte de ikke kajakker ligesom grupperne før og efter dem? Hvorfor havde de ikke hunde og slæder? Og hvorfor var deres redskaber, bosætningsmønstre og teknologier anderledes end alle andre inuit indvandreres?

Svaret er omdiskuteret, men en fremherskende teori er, at det var en gruppe mennesker fra de nordøstamerikanske skovområder, og at de adskiller sig fra folkene både før og efter dem ved at “lugte lidt af skov”, som en dansk arkæolog populært har sagt det.

Deres mulige ophav i en varmere klimazone forklarer måske også, at de forsvandt samtidig med, at Den Lille Istid fra omkring 1300-tallet gjorde Grønland koldere og mere ugæstfrit.

THULEFOLKET BRAGTE SLÆDEHUNDEN TIL GRØNLAND

Et barskere klima og svigtende somre synes ikke at have generet Thulefolket, der var en gruppe højt specialiserede og tilpasningsdygtige nomader, som hurtigt spredte sig langs den isfri kystbræmme fra omkring år 1300.

Ligesom med alle andre inuitindvandringer gik Thulefolkets rejse østover, denne gang fra Beringsstrædet til Grønland, og det forlyder, at de gennem sagn og overleveringer havde hørt om tilstedeværelsen af meteoritjern i Nordgrønland og dette metals formidable egenskaber som redskabsmaterialer.

Thulefolket ernærede sig ved blandt andet hval- og sælfangst, og de var formodentlig også de første til at bringe hunde ind i Grønland og på den måde indledte de hundeslædens kulturhistorie i landet. Thulekulturen foretog lange slæderejser i fangstområderne og grundlagde en kulturtradition, der især blev populariseret i ekspeditionstiden omkring Knud Rasmussens slæderejser i Nordgrønland og Arktisk Canada og som i dag er en vigtigt del af både lokalkulturen og oplevelsesindustrien i Grønland.

Thulefolket ernærede sig ved blandt andet hval- og sælfangst, og de var formodentlig også de første til at bringe hunde ind i Grønland 

”Der er mange forhold, der stadig er traditionelle og meget fascinerende og mystiske. For eksempel tager folk stadig på fisketur med slædehunde. Hvorfor kører de ikke på scooter?”

KULTURELLE TRADITIONER LEVER VIDERE I NUTIDEN

Thulekulturen trådte stier og udnyttede fangstområder, der er kendt 4.500 år tilbage til de første indvandrere i Grønland. Omkring Sermermiut ved Ilulissat giver arkæologiske udgravninger et enestående indblik i skiftende befolkningsgruppers brug af det samme område til fangst, fiskeri og jagt, og fra sporene efterladt af vore forfædre ved vi i dag, at folk har vandret og sejlet langs Grønlands kyster siden år 2.500 f.v.t.

Og selvom vi ikke har skriftlige kilder fra disse tider, så har talrige fund af redskaber og bopladser fra hele Grønland bekræftet, at fortidens inuitkulturer var præget af den samme klimatiske og geografiske tilpasningsevne, som den moderne grønlandske kultur er i dag. Denne historie er stærkt dokumenteret på Grønlands Nationalmuseum og på en række lokalmuseer og udstillinger rundt om i landet.

Vi ved også, at de allerførste indvandrere brugte kajaklignende fartøjer i Grønland og at deres dragter tegnede det første omrids af en beklædningstradition, der giver ekko i nutidens farverige nationaldragter og i nordgrønlandske fangeres vintertøj.

Kajakken er i dag et af Grønlands nationalsymboler og fartøjet spiller en væsentlig rolle i både levende kulturhistorie og i adventure ekspeditioners transportmuligheder langs den rå kystlinje. Og nationaldragterne er højt skattede prydsgenstande, der bruges, når vi eksempelvis fejrer højtider, mærkedage og nationale helligdage.