"Varme kilder i Grønland er et udbredt naturfænomen."

Uunartoqs varme kilder

Varme kilder i Grønland er et udbredt naturfænomen, men øen Uunartoq rummer det eneste sted, hvor kilderne er varme nok til at bade i.

På den ubeboede ø mellem Alluitsup Paa og Nanortalik i Sydgrønland findes tre naturligt opvarmede kilder, der løber sammen til en lille, stenopdæmmet pool.

Omgivet af spidse fjeldtinder og drivende isbjerge kan man ligge i det varme vand og nyde de næsten surrealistisk smukke naturomgivelser. Det er en skøn oplevelse for både kroppen og sjælen!



På Diskoøen er der tusindvis af varme kilder, mens man på den anden side af landet i Østgrønland kun kender til lidt over hundrede stykker.

Til gengæld er flere af dem væsentligt varmere end på Disko-øen. De varmeste er mellem 50-60° C.

Ingen af disse er dog blevet inddæmmet, og derfor er de ikke så kendte som de varme kilder i Sydgrønland.

"På Diskoøen er der tusindvis af varme kilder."

"Definitionen på en varm kilde er, at den har samme temperatur hele året rundt."

Varmere end omgivelserne

Når der findes varme kilder i Grønland, skyldes det ikke, som i Island, vulkansk aktivitet. Formentligt bliver vandet opvarmet i forbindelse med, at dybtliggende lag i jordskorpen gnider mod hinanden.

Definitionen på en varm kilde er, at den har samme temperatur hele året rundt og er varmere end stedets gennemsnitlige temperaturer.

Den varmeste kilde i Grønland er omkring 60° C varm, mens de varme kilder på Uunartoq byder på 37-38° C varmt vand - helt perfekt badekarstemperatur!