"Skal man se kunst i Sisimiut er det en god idé at lægge vejen forbi Taseralik."

 

 

Kulturhus Sisimiut

Skal man se kunst i Sisimiut er det en god idé at lægge vejen forbi Taseralik. Taseralik slog dørene op for et entusiastisk publikum i 2008. Siden har stedet været centrum for et væld af kunst- og kulturbegivenheder.

Kulturhuset er en multifunktionel arkitektonisk perle på 1400 kvadratmeter. Foruden en café rummer huset en koncertsal der også fungerer som biograf. Salen er bygget op som et amfiteater og har ca. 250 pladser. Her kan opleves både levende musik, teaterforestillinger, foredrag, offentlige møder, konferencer og naturligvis også de nyeste biograffilm.

I foyeren ligger Café Taseralik med smuk udsigt til Spejdersøen. Her kan man spise eller få sig en kop kaffe mens man nyder udsigten.

Det lyder måske som om der ikke er plads til kunsten, men det er der! I Foyeren kan man også hellige sig de skiftende kunstudstillinger der ligeledes vises her.

"Det lyder måske som om der ikke er plads til kunsten, men det er der!"

I en by hvor der ikke eksisterer deciderede kunstgallerier er det en stor fordel at lægge udstillingsvirksomhed et sted hvor der i forvejen kommer et stort og fast publikum. Og det er prisværdigt at Taseralik insisterer på at vise ny og alsidig kunst fra ind- og udland til gavn for både de lokale og byens gæster.