Grønlands Kulturhus

Katuaq betyder trommestik på grønlandsk. Men det er også navnet på Grønlands Kulturhus der ligger lige midt i Nuuk. Katuaq har efterhånden nogle år på bagen. Det smukke hus åbnede i 1997 som et karakterfuldt bygningsværk hvis inspiration bl.a. er hentet i det arktiske nordlys.

Siden 1997 har stedet leveret oplevelser af kulturel og kunstnerisk uvurderlig kvalitet for både lokale grønlændere og gæster udefra.

Katuaq rummer en store sal, en lille sal og en café udformet som henholdsvis en halvcirkel, en firkant og en trekant. Stedet huser koncerter i alle størrelser, biografforestillinger, konferencer, teater, store offentlige begivenheder. Og naturligvis også kunst!

"Stedet huser koncerter i alle størrelser, biografforestillinger, konferencer, teater, store offentlige begivenheder. Og naturligvis også kunst!"

  • Læs mere om Katuaq på kulturhusets hjemmeside : www.katuaq.gl
  • Katuaq-Grønlands Kulturhus
    Imaneq 21
    Postbox 1622
    3900 Nuuk
    Grønland
    +299 36 37 70

Katuaq er et yndet udstillingssted for kunstnere fra hele verden, specielt fra Norden og Grønland. På væggene og på gulvet i foyeren og i caféen vises omkring 10-12 udstillinger årligt. Langt de fleste af dem er kunstudstillinger, men også udstillinger med et informativt formål og indhold.

Er man interesseret i hvad der rør sig på det kunstneriske område i Grønland, bør man lægge vejen forbi Katuaq og se en af de skiftende udstillinger. Sommerudstillingen er husets årlige kunstudstilling. Den er forbeholdt kunstnere fra Grønland og giver dermed et helt friskt indblik i hvad kunstnerne går og arbejder med.