
Hundeslæde i Grønland

Populær
1/29 Diskobugten har et stort og varieret udbud af ture. Du kan vælge mellem dagsture og ugelange slæderejser med overnatning i hytte. På Lyngmarksbræen på Diskoøen kan du som det eneste sted i Grønland køre hundeslæde om sommeren - sågar i midnatssol. Få en forsmag på en times hundeslædetur "Jorden rundt", en fem-timers slædetur til bygden Quaatsut, to-dages turen til "Den døde bræ" eller en 10-12 dages tur i sporet af de store polarforskere.

Isbjerge

Populær
2/29 Ilulissat betyder isbjerge på grønlandsk og det er ikke tilfældigt. Den 56 km lange isfjord som munder ud ved byen er fyldt med enorme isbjerge fra den mest produktive gletsjer på den nordlige halvkugle, Sermeq Kujalleq. De største isbjerge strander ved mundingen af isfjorden på 225-250 meters dybde, og de kommer først fri ved højvande, eller når de er så eroderede, at isbjergets balancepunkt ændres. I hele Diskobugten er isfjeldene gigantiske og formerne dramatiske.

Isfiskeri

Populær
3/29 En særlig vinteroplevelse er en tur på hundeslæde ud til fiskehullerne på de frosne fjorde. Her har mange lokale fiskere stadig deres daglige arbejdsplads. Især i Nordgrønland er det en hyppig aktivitet. I Ilulissat er det traditionsrige isfiskeri blevet mindre de senere år, da fjorden ofte er isfri om vinteren. Husk at medbringe en god madpakke og varm kaffe. Temperaturen kan let snige sig under de 20 minusgrader.

Ilulissat Isfjord

Populær
4/29 Overalt i Grønland kan du opleve gletsjere, og nogle kan du sågar komme meget tæt på. Men den kendeste af dem alle er bræen Sermeq Kujalleq i Ilulissat Isfjord. Hver dag brækker enorme isfjelde af og driver gennem den smalle fjord, ud mod Diskobugten, med en hastighed på næsten 20 meter i døgnet. Isfjorden er det første område i Grønland og et af de første i Arktis, der har fundet plads på UNESCOs verdensarvsliste.

Vandet er koldt - mellem nul og fire grader, men oplevelsen enorm. Arctic Dive Travel med base i Sisimiut tilbyder dykkerture af flere dages varighed - også i Diskobugten. Prøv for eksempel at dykke ved grundstødte isfjelde i midnatssol. Bliv ikke overrasket, hvis du støder på havkat, stenbider, skove af sukkertænger og mærkværdige søpølser. Dykning er en Grønlands nyere og mere sjældne aktivitetsmuligheder, som forudsætter en høj grad af professionelt udstyr og høj sikkerhed.

Sæler svømmer overalt langs de grønlandske kyster, og på en sejltur kan du se dem dukke op. Diskobugten er et slaraffenland for hvaler om sommeren, hvor mange kommer til for at søge føde, som findes her i rigeligt mål. Ikke bare de små vågehvaler, men også de store pukkelhvaler på 20-30 tons. Og de kommer helt tæt på. Fra en mindre båd kan det virke skræmmende, og oplevelsen er stærk. Cirka 50 fuglearter yngler i Grønland, 160 arter er blot på sommervisit.

Grønlandsk gastronomi
7/29 Bliv ikke overrasket over den høje kvalitet på flere af restauranterne i Diskobugten. I gourmetkøkkenet i Restaurant Ulo på Hotel Arctic i Ilulissat tryller landets bedste kokke med de fineste råvarer af kød fra sæl, rensdyr, moskus, lam og fisk, fugle. En kulinarisk oplevelse er også restauranten i Rodebay, som formår at tilberede de bedste lækkerier. Prøv varm BBQ på Hotel Disko Bays terasse i Qasigiannguit eller gourmet på fjeldet i Aasiaat under åben himmel.

Hør guiden fortælle de gode lokale historier, få indblik i lokalhistorien, hør om det moderne liv, som det leves i Diskobugten. Alle Diskobugtens byer arrangerer byrundtur med guide, til kirken, til museet og til "brættet". I Ilulissat kan turen også omfatte besøg i Knud Rasmussens fødehjem og en tur til den gamle boplads Sermermiut, halvanden kilometer syd for byen. Gennem 4000 år boede de forskellige inuitkulturer på bopladsen.

I Diskoområdet er der gode muligheder for at fange helleflynder. Skal man have fat i de helt store flyndere på 100-300 kg skal man langt til havs, hvor dybder på 100-300 m gør fiskeri med stang og line umuligt. Flere lokale turudbydere i Diskobugten tager gerne lystfiskere med ud på havet til de gode fiskesteder. Forestil dig en en lille båd på et kæmpe hav med isfjelde i alverdens formationer og blåhvide farver.

I Diskobugten er helikopterturen langs Ilulissat Isfjord kendt og elsket af mange. Ingen båd eller vandrer kan komme så tæt på den yderste fjeldkant foran den gigantiske bræ, som helikopteren. Bræen er syv kilometer bred og over en kilometer tyk. Undervejs følger du med i det hele, i landskabet, himmel og hav. Helikopteren letter fra Ilulissat Lufthavn og flyver så lavt som sikkerhed og fredningsbestemmelser tillader. Uendelige ismasser og enorme naturkræfter - et naturscanarie i sæærklasse..

I sommerhalvåret er det som regel pukkelhvalen, vågehvalen og finhvalen, som svømmer rundt i Diskobugten. Fra midten af juli og til hen på efteråret er hvalsafari en oplagt aktivitet. Pukkelhvalen med dens karakteristiske hale møder du hyppigts. Det kan måske virke skræmmende at side i en lille båd og opleve de store dyr. Men sådan er det ikke. Hvalen løfter blot halen, dykker og efterlader højst en krusning på vandoverfalden - og et stærkt minde, som du sjældent glemmer.

Isen er allestedsnærværende. Som isfjelde og isskosser i havet, som spektakulært underlag på en vandre-eller helikopetertur, eller på sejlture i fjordene, hvor isen i form af gigantiske gletsjere presses ud mod kysten af tyngdekraften fra iskappen. I Diskobugten og længere mod nord findes nogle af verdens hurtigste gletsjere, og det er også her, du finder de gigantiske isfjelde, som sejler ud gennem Ilulissat Isfjord. Ikke uden grund er fjorden optaget på Unescos verdensarvsliste.

I Diskobugten og i Grønland i det hele taget er fortiden aldrig fjern. I alle byer oplever du eksempler på landets stærke kultur. Du oplever inuitkulturen på museer, i kulturhuset i Ilulissat, på kunstudstillinger, i kunsthåndværk, i musik og teater, ofte formidlet gennem nye udtryk og nye former. De gamle sagn og myter er stadig inspirationskilde for mange unge kunstnere - musikere, teatergrupper og forfattere.

En tur i kajak langs kysten blandt isbjergene i Diskobugten er et sandt eventyr for dig, der vil opleve den gamle kajaktradition. I sommermånederne er det rolige farvand mellem hovedlandet og Arve - prinsens ø et perfekt sted for kajakroning. Turene foregår med erfarne turledere. Også skærgården ved Aasiaat er en af de meget populære destinationer for kajakroere.

I Ilulissat lægger mange af de store internationale krydstogtskibe til, og byen er vant til at byde velkommen og arrangere korte udflugter. Og at tage søvejen er da også en fantastisk måde at opleve en stor del af det kæmpemæssige land på relativt kort tid. Nyd natursceneriet fra et krydstogtskib og få sjælen med under rejsen i Arktis. Fra skibets dæk oplever du både hvaler, isbjerge og landgange i de små byer og bygder.

Søvejen er Grønlands landevej og sejlads er en oplagt måde at opleve byer, bygder, isfjelde, hvaler stejle fjeldsider og isbræernes brusende vandfald. I Diskobugten står Diskoline for den lokale sejlads mellem byerne ved Diskobugten, mens Arctic Umiaq Line tager sig af passagertrafikken mellem byer og bygder langs kysten fra Ilulissat i nord til Qaqortoq i syd.

Om sommeren er solen på himlen alle døgnets 24 timer. I Diskobugten er der i Qeqertarsuaq, Ilulissat, Qasigiannguit og Aasiaat midnatssol fra den 27.5 til den 18.7. Jo længere mod nord, jo længere varer den lyse periode. I Qaanaaq længst mod nord er der midnatssol fra den 25. 4 til den 18.8. I Upernavik er der midnatssol fra den 9.5 til den 5.8, mens perioden i Uummannaq går fra den 17.5 til den 28.7.

Det kan være svært at forestille sig, hvordan inuit har levet og overlevet i den arktiske verden. Find en del af svaret på de lokale bymuseer. I tilknytning til flere af museerne i Diskobugten findes også de særlige tørvehuse, som helt op til midten af 50'erne har huset grønlændere. I Ilulissat kan du tillige besøge et kunstmuseum med malerier af den berømte, naturalistiske grønlandsmaler Emanuel A. Petersen. Zionskirken og andre af Diskobugtens kirker er også et besøg værd.

Når nordlyset bølger på himlen, får oplevelsen på hundeslæden en ekstra dimension. Så det er bare at læne sig tilbage på det lune rensdyrskind og nyde sneens knirken, mens farverne udfolder sig på den mørke himmel. I vinterperioden er nordlyset en flittig gæst på himlen. Gamle sagn fortæller, at det smukke himmelfænomen skyldes afdøde sjæles spil med et hvalroskranie. Der findes dog mere nøgterne og videnskabelige forklaringer.

When the Northern Lights billow in the sky, it gives the experience in a dogsled an extra dimension. There is nothing to do, but just sit back in the warm reindeer skins and enjoy the crunching of the snow, while the colours unfold upon the dark sky. During winter, the Northern Lights are a frequent guest in the sky. Ancient legend tells that the beautiful celestial phenomenon is due to the souls of the dead playing with a walrus skull. However, there are more objective and scientific explanations.

Diskobugten er ikke umiddelbart en oplagt ski-destination, men her er gode muligheder for at løbe på ski om vinteren. Der findes kun få egentlige langrendsløjper og præparerede spor. Til gengæld er der masser af sne, smuk natur og enorme vidder. Spænd skiene på og løb ture i snelandskaber, der aldrig synes at få ende. Du kanfor eksempel også løbe i den bynære del af Verdensarvsområdet Ilulissat Isfjord, som hovedsageligt består af øde fjeldområder.

På småvildtjagtrejser kan du nedlægge ræve, harer og fugle. Jagt på småvildt er ikke helt så fysisk udfordrende som trofæjagt på ren og moskus, men det er en fordel at være i god form. I Diskobugten er der samtidig gode muligheder for fiskeri, som sagtens kan kombineres med jagt på småvildt. Jagt i Grønland skal foregå under organiserede former.

Flere af Diskobugtens byer er ideelle til ture på snescooter. Prøv en tur som passager bag en erfaren snescooterfører op ad stejle passager til hytten på toppen af fjeldet ved Lyngmarksbræen. Her i 900 meters højde har du fornøjelsen af en fantastisk udsigt ud over Diskobugten. Snescootertureture kan kombineres med overnatning i hytter. Terrænet i Aasiaat længere mod syd er varieret, og du kører både på søer og land. Måske møder du fiskere og fanger i gang med deres daglige gøremål.

Diskobugten er et af Grønlands mest populære turismedestinationer, og det sætter sit præg på udvalget af souvenirs. Her findes mange små og driftige forretninger og værksteder med kunsthåndværk. Kik forbi og hør om traditionerne. De grønlandske souvenirs masseproduceres ikke. Der er tale om håndlavede kunsthåndværker, der er formet og designet af kunstnere - præget af traditioner og skikke, men som hver især formår at sætte deres helt eget aftryk.

I Ilulissat kan landets gæster deltage i den traditionsrige hundeslædetur Arctic Palerfik, som er hundeslædeførernes afsked med vinteren. Turen følger den samme rute, som polarforskeren Knud Rasmussen benyttede til træning. Senere på året afvikles Arctic Midnight Orienteering i midnatssol og høj himmel, og hvert år lægger Aasiaat fjelde til Aasiaat Midnight Sun Marathon. En mulighed er også at overvære de lokale og nationale mesterskaber i hundeslædeløb og kajak.

Tæt på befolkningen
26/29 Grønlands gæstfrihed er velkendt, og har du lyst til at besøge et grønlandsk hjem, kan du i Diskobugtens byer og bygder komme til "kaffemik". Nærkontakten kan du også opleve på en sejltur. Turistbådene er ikke så store, og skipper er ofte parat til at fortælle og svare på spørgsmål, hvis ikke der er guide med om bord. Flere byer har også tilbud om privat indkvartering, og det giver en god mulighed for se, hvordan et grønlandsk hjem ser ud.

Vandring i Grønland
27/29 I Grønland skal du ikke vandre længe, før du er midt i en enestående natur. Gode vandreruter med spændende dagsruter findes ved de fleste byer i Diskobugten. For eksempel kan du fra Ilulissat vandre til bygden Oqaatsut/Rodebay, der ligger i en afstand på ca. 7-8 timers vandring. Her kan du sågar bestille overnatning i en hytte, så du er klar næste dag til turen retur. Vælg også guidede ture, hvor turen beriges med lokal ekspertise om dyr- og planteliv, geologi og glaciologi.

Varme kilder findes flere steder i Grønland, men kun få steder er de lettilgængelige og med en behagelig badetemperatur. På Diskoøens store basaltformationer findes nogle af øens mere end 2000 varme kilder. De er med til at gøre stedet meget frodigt og grønt. Plantevæksten er næsten skriggrøn i sin farvepragt og kan ses på lang afstand. Et særsyn på disse nordlige breddegrader.Her vokser også meget kvan, som både er krydderi og grøntsag og en yndet spise hos de lokale.

Fjeldørreder kan også fanges overalt i Nordgrønland - også i Diskobugten. De fiskes typisk i elvmundinger eller på kanten mellem sø og elv. Som tommelfingerregel findes fjeldørrederne der, hvor koncentrationen af føde er størst, vandet er dybt nok til at dække rygfinnerne, hvor der er strøm, og hvor vandet er relativt stillestående. Kontakt turistkontorerne, som kan rådgive og anvise gode fiskesteder.