EN BYGD FULD AF PERSONLIGHEDER

Bygden Igaliku har en sær tiltrækningskraft på stærke personligheder. Enten grundlægger de et bispesæde som nordboerne gjorde med gården Gardar i 1124, eller de flytter til efter århundreder uden beboere og grundlægger stedet på ny, sådan som norske Anders Olsen gjorde med sin grønlandske kone Tuperna i 1783.

Skuespillerinde og sangerinde Marlene Dietrich var efter sigende forbi under 2. verdenskrig og underholdt soldaterne i det nærliggende Narsarsuaq, og i dag er den lille fåreholderbygd, med kun 27 helårsbeboere, fast feriested for kunstneren Aka Høegh og hjemsted for Christian Egede, der med sin akkordeon er kendt for at underholde foran sit hus.

Bygden Igaliku har en sær tiltrækningskraft på stærke personligheder.

Højfjelde med sommersne, bølgende dalstrøg med blomster, får og højt græs.

Og du forstår nok hvorfor Igaliku virker så dragende på mange, når du første gang vandrer over Kongevejen fra bådebroen i Itilleq eller kommer sejlende gennem fjorden fra Qaqortoq.

Grønlands ældste fåreholdersted har højfjelde med sommersne, bølgende dalstrøg med blomster, får og højt græs. Og en samling sandstenshuse, der adskiller sig markant fra Grønlands ellers så karakteristiske træhuse, tegner et portræt af en bygd med en dyb historie og en dynamisk nutidsfortælling.

EN FRILUFTSDESTINATION MED MANGE BEUNDRERE

Igaliku er en familievenlig friluftsdestination med korte og lange vandreruter, kajakudlejning, gårdbesøg og kulturhistoriske oplevelser omkring ruinen af bispesædet og det 1000 år gamle vandingsanlæg, der endnu er delvist i brug i dag.

Bygden er særligt besøgt i begyndelsen af august, hvor grundlægger Anders Olsens fødselsdag fejres og slægtens efterkommer mødes til en weekend med festligheder, der er værd at opleve. Hvis du altså kan finde et sted at sove og en plads på en båd til bygden blandt de mange grønlændere, der også rejser dertil i den periode.

  • Igaliku - Det Grydelignende Sted - blev grundlagt i 1782 af den norske købmand Anders Olsen og hans grønlandske kone Tuperna
  • Bygden kaldes også Gardar efter nordboernes bispesædet fra 1100-tallet
  • Igaliku er i dag en fåreholderbygd med 27 indbyggere
  • Igaliku Bygdehotel har hotelværelser og hytteudlejning
  • Bygdehotellet serverer også mad og driver Igaliku Café
  • Gardar Hostel har overnatning i klassisk vandrehjemsstil
  • Pilersuisoqs købmandsforretning har basale dagligvarer

VANDRETURE OMKRING IGALIKU

Du behøver i øvrigt ikke at sejle til Igaliku, hvis du foretrækker at gå dertil, for henover fjeldet fra Qaqortoq går en velafmærket 5-dages tur, der bl.a. giver mulighed for et besøg på det luftige fjeld Redekammen og et sving forbi den velbevarede kirkeruin i Hvalsey, der er et af nordboernes mest markante vartegn i Grønland.

Og fra Igaliku er stien nordover til udsigtspunktet ved isfjorden Qooroq en dagstur værd for nogle, mens andre foretrækker at hilse på fårene i fjeldet bag byen eller hænge ud ved bygdehotellet, hvor der altid er tid til en kop kaffe på terrassen.