Qasigiannguits lange historie vidner om skiftende tider og kulturarv. Fiskeriet efter hellefisk og arktiske krabber er stadig byens primære erhverv og stolthed. De gamle fiskere giver familietraditionen videre til yngre generationer og nye kræfter må træde til. Havnen er byens samlingspunkt og det er her der er liv og plads til store smil.

Havet fyldes med sæler og de mange hvaler virker mere aktive, når midnatssolen dominerer henover sommeren, og oplever du at være i en båd, der ligger side om side med en pukkelhval, er det oplevelser som denne, der sætter dybe spor i rejseminderne.

Byens lille og lyseblå hotel ligger helt ud til havet, og fra terrassen er det ofte muligt at spotte sæler og hvaler, hvilket jo ikke er den dårligste afslutning på en god dag i fjeldet eller ude blandt isbjerge og hvaler.

... Oplever du at være i en båd, der ligger side om side med en pukkelhval, er det oplevelser som denne, der sætter dybe spor i rejseminderne.

HVALER OG FJELDOPLEVELSER I QASIGIANNGUIT

Det åbne bagland og de tilgængelige fjelde omkring Qasigiannguit byder på gode vandremuligheder, og selvom udfordringen for nogle kan være stor, så er udsigten hele turen værd, især fra byens mest markante top på det 450 meter høje Qaqqarsuaq fjeld.

En lidt mere rolig, men ikke mindre spændende tur går til det gamle krudthus i fjeldet oppe over den gamle jollehavn. 

Før i tiden blev huset brugt til opbevaring af krudt til sprængning af isen på de helt hårde vintre, så forsynings skibene kunne komme sikkert frem.

I dag er malingen skallet af og den røde farve ses næsten ikke mere, men overalt på de gamle træplanker kan du se indskårne navne på unge piger og drenge, der vidner om mange generationers vunden og tabt kærlighed.

 

  • I fjeldene omkring byen ses der hvert år moskusokser, rensdyr, polarræve og sneharer
  • Qasigiannguit har Grønlands ældste hus fra 1734 – nu byens museum

  • Qasigiannguit har Grønlands nyeste og største efterskole

 

  • Byen har supermarked, kiosker, café, diskotek, flere spisesteder og en lille butik, hvor man kan købe alt fra fiskesnøre og kamikker til musikinstrumenter og hundefoder

  • Der er et hotel, et vandrehjem og sommeren og flere små private og hyggelige overnatningsmuligheder

  • Diskoline sejler i højsæsonen til Qasigiannguit fem gange om ugen

 

HUNDESLÆDER OG SKILØB

Om foråret og når solen har genvundet sin magt over vintermørket, er det tid til at komme ud på hundeslæden. Slædens knirken, medernes kontakt med den hårde sne, og hundenes pusten, der lige netop bryder den frostklare luft, giver en følelse af frihed og kontakt med naturen for både dyr, kusk og passagerer.

Skiløb er en af de forholdsvis nye aktiviteter i Grønland og Qasigiannguit er ingen undtagelse. Fjeldene bag byen åbner muligheder for både langrend og tourski. Er du til turski vil du også i byens bagland møde lokale skiløbere, der træner til de nationale langrendsmesterskaber, mens det for de mere øvede er oplagt at træde i polareventyrernes fodspor og begive sig op mod kanten af indlandsissen kun små 20 km væk.  

 

KULTUROPLEVELSER I QASIGIANNUIT

Aktiviteterne er mange og byens museum gemmer på nogle af Grønlands mest velbevarede fortidsfund og spændende samlinger. Der tilbydes kulinariske smagsoplevelser fra det traditionelle og moderne køkken – om det er hos fiskeren på havnen eller på terrassen ved byens hotel.

I samarbejde med bymuseet kan man i Qasigiannguit få et unikt indblik i en del af Grønlands historie. På “Projekt Levende Boplads” arbejder frivillige og fagfolk sammen for at levendegøre og formidle Thule-kulturen, som den var omkring 1700-tallet.

Vinteren igennem mødes projektets frivillige og fremstiller redskaber og skindtøj ved at bruge den faglige viden, der findes om Thule-kulturen, og om sommeren flytter projektet udendørs, konebåden og kajakkerne sættes i vandet, deltagerne trækker i skindtøjet og gør sig klar til at tage imod byens gæster – til en sommerdag som den så ud for en Thulefamilie i 1700-tallet.

 

  • Qasigiannguit har 1217 indbyggere og 97 i bygden Ikamiut

  • Byen har egen fiskefabrik, hvor eksporten går til det meste af verden

  • Fra januar til april er Qasigiannguit er et af landets bedste steder at opleve nordlys