Ittoqqortoormiit er ikke helt som de andre. For mange gæster er det et eventyr i sig selv at komme hertil, for byen ligger langt fra resten af Grønlands beboede steder. Og nærmeste nabo er verdens største nationalpark, hvor den danske Sirius Patrulje er eneste menneskelige tilstedeværelse i et landskab domineret af småvildt, fugle, isbjørne, moskusokser, rensdyr, hvalrosser og 18.000 kilometer uvejsom kystlinje.

Byen ligger samtidig lige ud til verdens største og længste fjordkompleks, og særlige basaltfjelde med vandrette linjer gennem klippen adskiller sig markant fra resten af landets destinationer, og markerer overgangen til det endnu mere øde Nordøstgrønland.

For mange gæster er det et eventyr i sig selv at komme hertil, for byen ligger langt fra resten af Grønlands beboede steder.

  • Ittoqqortoormiit blev grundlagt i 1925 og befolket med folk fra Tasiilaq og enkelte familier fra Vestgrønland, bl.a. som et led i Danmarks territoriale udvikling af Grønland

  • Byen har i dag ca. 450 indbyggere og hovederhvervene er fangst og turisme

  • Der er en dagligvarebutik og et par kiosker i byen

  • Den nærliggende nationalpark er verdens største og indenfor dens grænser ligger bl.a. Gunnbjørns Fjeld, der med 3.694 meter er det højeste bjerg i Arktis.

 

HAVET OG ISEN ER BYENS EKSISTENSGRUNDLAG

Selvom havisen blokerer skibsadgangen til byen i ni måneder om året er Ittoqqortoormiit en vigtig østgrønlandsk cruise destination for små ekspeditionsskibe, der udforsker Nordøstgrønlands natur, dyreliv og kultur.

Havets fangstmuligheder er lokalsamfundets eksistensgrundlag, og havisen er samtidig en landvej, der åbner nye ruter i landskabet. I forårsvinteren, når havisen er tyk og solen står højt, tager mange lokale på hundeslæde- eller snescootertur for at holde weekend i det fri. I fjeldet opstår teltlejre og campingliv, der minder om de forårsoplevelser, du som gæst kommer på med lokale guider, og turene afspejler, hvordan turismen er vokset ud af de lokales hverdagsaktiviteter i området.

”Jeg sejler i kajak overalt i verden, men Grønland er nummer et – især Østgrønland, og især området omkring Scoresbysund. Og menneskene der bor der– jægerne – har et godt liv. De holder virkelig af naturen!”

SOMMER OG VINTER I ITTOQQORTOORMIIT

Du kan også vælge at skrue mere op for adventure niveauet med lange guidede hundeslæderejser på Liverpool Land nord for byen, hvor rejsen går forbi en række historiske fangst- og forskningshytter, der gemmer på et utal af vildmarkshistorier.

Og i den korte, intense sommerperiode kan du leje kajakker til både korte og lange ture, og sejlture i det isfyldte Scoresby Sund giver adgang til de nu ubeboede bygder Kap Hope og Kap Tobinog den indbydende, men måske en anelse kølige, sandstrand ved Hvalrosbugten. Kap Tobin kendes også som Uunartoq, “Det man brænder sig på”, fordi Grønlands varmeste kilde med 62 grader varmt vand ligger i nærheden.

I den korte, intense sommerperiode kan du leje kajakker til både korte og lange ture.