SYR PÅ LIVET LØS
Mens jeg prøver at finde rundt, hører jeg pludselig en ‘rrrr’-lyd, som leder mig ned i den modsatte ende af forretningen.
Den klaprende lyd kommer fra en symaskine, og her sidder en dame, som arbejder på højtryk – omgivet af mindst ni forskellige symaskiner. Jeg finder senere ud af, at de alle har deres helt eget formål, og at butikken kun har to ansatte.
Hendes fingre flyver elegant ind over maskinen, mens hun finjusterer ned til den mindste detalje. Dét er en kvinde, der kan sit håndværk.
DET ARBEJDENDE PAR
Syersken hedder Janni, og hun er den ene indehaver af Mersortarfik, som er en af de systuer, der fremstiller anorakker og andre produkter af sælskind til hele Grønland.
Det viser sig, at kvinden ved popcornmaskinen er Benedikte, som ejer forretningen. Janni og Benedikte er et team, og sammen driver de gaveshoppen og systuen, ligesom de også klarer eventuelle reparationer.
Parret har arbejdet sammen i fjorten år, og deres tætte forhold skinner klart igennem, når de nærmest siger det samme i kor.