Grønlands fugleliv
De fleste af Grønlands fugle er trækfugle, og derfor er det kun omkring 60 fuglearter, man betragter som fast ynglende i landet. I alt har man iagttaget 235 fuglearter i Grønland, og de mest almindelige eller spektakulære ynglefugle kan du læse om her:
Havørnen - den største rovfugl
Til de mest markante arter hører havørnen - eller nattoralik, som den hedder på grønlandsk. Havørnen er Grønlands største ynglefugl. Den lever for det meste af fisk som torsk og fjeldørred, men også af ådsler og søfugle som eksempelvis edderfugl. Den grønlandske havørn er en smule større end dens artsfæller andre steder i verden. Den findes især langs den sydlige del af vestkysten ned til Kap Farvel. Havørnen er totalfredet i Grønland.
Mallemukken - den karakteristiske stormfugl
Mallemukken - qaqulluk - er en kompakt lille svæver, der tit ses med stive vinger svævende meget tæt over vandet, selv i bølgegang. Den ligner mågen, men er egentlig en art for sig selv. Mallemukken er den fugl, der ses oftest i grønlandske farvande, især ved Diskobugten og længere nordover.
Tejsten - den mest udbredte alkefugl
Denne alkefugl er den mest udbredte ynglefugl i Grønland, og den ses tit i flugt tæt over vandet eller ved nogle af landets store fuglekolonier. Polarlomvien (appa) er en anden vigtig alkefugl, hvis bryst er en populær delikatesse på mange restauranters menukort.
Edderfugl - en vidt udbredt dykand
Edderfuglen, eller aavooq, er det vigtigste ynglende fuglevildt i Grønland. Den ses især ved kyster over hele Grønland og ruger på små øer og ved skær. Som ung fugl ligner den til forveksling kongeedderfuglen (miteq siorakitsoq), som også er en andefugl, der dog er mest udbredt i Nordøstgrønland.
Fjeldrype - Grønlands eneste hønsefugl
Fjeldrypen - aqisseq - yngler over hele Grønland og den ses i stort set alle typer terræner. Den er en populær spisefugl og selvom bestandene varierer en del fra år til år, skønnes fjeldrypen at være i stort antal i Grønland. Ryper skifter dragt efter årstiden, og er således hvide om vinteren og grålige om sommeren.
Andre fugle i Grønland
Udover de nævnte fugle, bør en række andre fugle også fremhæves. Det gælder især den sorte ravn, der nok er den fugl, de fleste lægger mest mærke til. Ravnen er en kragefugl, som yngler over hele Grønland. Dens karakteristiske kald høres meget tydeligt under vandreture. Snespurven er en anden meget almindelig fugl, som forlader Grønland omkring september og vender tilbage i marts. Grønland har også to falkearter, vandrefalken og jagtfalken, som begge er fredede.