En verden af sjæle og ånder

På grønlandsk betyder ordet 'tupilak' en forfaders sjæl eller ånd, og tidligere refererede man til mystiske, uhyggelige ånder, når man brugte dette udtryk. I dag tænker de fleste dog nok på de kendte små figurer udskåret i tand, ben eller sten, når man snakker om tupilakker.

Hævn over fjender

En tupilakånd kunne kaldes til hjælp mod en fjende ved, at en åndemaner i hemmelighed skabte en figur af forskellige knogler og af andre dele af dyr. Herefter blev den indviet og gjort til hjemsted for ånden ved blandt andet at synge tryllesange over den.

Tupilakken blev ofte sat ud i havet, så den selv kunne opsøge fjenden og slå ham ihjel. Men det var imidlertid ikke uden risiko, fordi havde tupilakkens offer større trolddomsevner end dens skaber, kunne offeret afværge dens angreb og i stedet sende tupilakken tilbage for at slå ophavsmanden ihjel.



Tupilakker som souvenirs

Det er først i nyere tid, at det er blevet en tradition, at man kunstfærdigt udformer tupilakker af materialer som træ, knogle, tand og gevirtakker fra rensdyr. Det skete i takt med, at europæere i forrige århundrede begyndte at udforske Østgrønland og blev opmærksomme på disse små figurer.

Tupilakker slibes og udskæres ofte efter inspiration fra en række andre figurer fra inuit-mytologien, eksempelvis Havets Moder.



I dag findes de spændende tupilakker til salg i alle turistkontorer og souvenirbutikker. Det er kun muligt at eksportere tupilakker af rensdyrtakker, knogler, fedtsten, sten, træ, mens tupilakker af hvaltand for tiden ikke må udføres ifølge CITES-reglerne.