Af Malik Milfeldt
Selskabet har overtaget vandrehjemmet fra årsskiftet og er i fuld gang med at istandsætte og indrette værelser og opholdsrum.
Igaliku, der i vikingetiden hed Garðar, er kendt for sine flotte nordboruiner og er med sin beliggenhed mellem Narsarsuaq og Qaqortoq/Julianehåb et ideelt springbræt for en rundrejse i Sydgrønland.
/Igaliku_-_photo_by_Blue_Ice_Explorer.jpg)
Fra firemandsrum til dobbeltværelser
I forhold til tidligere år byder Blue Ice Explorers vandrehjem på mere privatsfære til de overnattende gæster, da selskabet sammenlagt tilbyder otte dobbeltværelser med fælles bad og toilet. Tidligere hen havde vandrehjemmet plads til 26 overnattende, primært i firemandsrum.
Vandrehjemmet rummer et lille cafeteria, hvorfra der serveres grønlandske delikatesser så som rensdyrkød, rejer, kammuslinger og andet godt fra de arktiske have og fjorde.
I tilknytning til vandrehjemmet udbyder Blue Ice Explorer desuden overnatning i syv små hytter, som også netop er erhvervet. Hytterne er hver især på 15 m2 med to senge og mulighed for en opredning. I tilknytning hertil findes en servicehytte med bad og toilet, mens dagens tre måltider kan købes i vandrehjemmets cafeteria. Hytterne giver hotelgæster fra omkringliggende byer god mulighed for også at opleve bygdelivet.
Nye udflugter og sejlmuligheder
Som følge af udvidelsen intensiverer Blue Ice Explorer, der er baseret i Narsarsuaq, sit sejladsprogram og antallet af afgange mellem Narsarsuaq og Igaliku. Ejeren bag Blue Ice Explorer, Jacky Simoud, forventer også at kunne introducere en helt ny, fast rute mellem Igaliku og Qaqortoq/Julianehåb.
Ruten vil reelt gøre det muligt at lave en rundrejse i de sydgrønlandske fjorde mellem Narsarsuaq, Igaliku, Qaqortoq, Narsaq og retur til Narsarsuaq. Overnatninger undervejs vil kunne arrangeres ligesom et besøg ved Grønlands bedst bevarede ruiner fra nordbotiden, Hvalsey-kirkeruin, indgår i planerne for den kommende sejlrute.
Jacky Simoud forventer, at Igaliku-vandrehjemmet samt nye udflugtsprodukter er klar til den kommende sommerturistsæson fra maj eller juni. Læs meget mere på Blue Ice Explorers helt nye hjemmeside på www.blueice.gl