02.07.08 -
Katuaqs sommerudstiller er en ung ambitiøs kunstner
Grønlands kulturhus, Katuaq, udstiller denne sommer med en ung og veluddannet kunstner. Maria Paninguak`Kjærulff er 28 år, opvokset i Grønlands hovedstad, Nuuk. Maria har en Bachelor of Fine Arts fra Nova Scotia College of Art & Design University. Desuden var Maria under uddannelsen et semester på Cooper Union School of Art I New York.
Maria ved værket Elefant. Foto: GTE
Maria og Katuaqs direktør Julie Pars holdt tale ved åbningen af udstillingen.
- Maria har beskæftiget sig med foto, film, video, maleri, tegning, stoftryk, metal, skuespil, scenografi, bøger og smykker, hun er desuden medlem af Grønlands kunstnersammenslutning KIMIK. Det er således en ung, men ambitiøs grønlandsk kunstner, sagde Julie Pars i sin tale.
Værkerne Maria Paninguak`Kjærulff udstiller 27 af sine værker, som hun har malet i tidsrummet mellem 2003 til 2008. Den talentfulde kunstners værker er meget forskellige, både hvad angår motiv, farver, stil og prisleje.
- Ved at jeg udstiller får jeg mulighed for at dele mine værker. Jeg håber, at der er folk der bliver inspireret; inspireret af en ung kunstner der følger sin drøm. Jeg håber, at andre unge vil udnytte det, de er gode til. Endvidere håber jeg, at de der kommer og ser min udstilling føler den samme tilfredsstillelse, som jeg følte da jeg skabte værkerne.
Maria viser og fortæller om værket Power Bird. Foto: GTE
- Når jeg kigger på et af mine værker, så kommer jeg ligesom dertil hvor jeg lavede dem. De tanker jeg gjorde mig, mine følelser, det hele vender tilbage. Jo længere tid der går, jo gladere bliver jeg for mine værker, fortæller Maria til greenland.com.
- Min mor plejer at sige: ”kunstnere giver meget til samfundet”. Så må folk komme og tage imod det der bliver givet, slutter Maria Paninguak`Kjærulff.