Sælfangst

Bæredygtig og livsnødvendig fangst
Sælfangst har været livsgrundlaget for den grønlandske befolkning gennem årtusinder – og er det stadig for befolkningen i de fleste bygder og i fangstdistrikterne i Nord- og Østgrønland. Det er en stor begivenhed, når en dreng skyder sin første sæl, og når det sker, samles hele familien til den traditionsrige grønlandske kaffemik.

Grønlandsk sælfangst har gennem alle tider foregået på forsvarlig vis, og sælbestandene i Grønland har aldrig været truet. For fangerne har kødet fra sælerne altid været det vigtigste.



	Sælskind til tørre

Men intet fra sælen går til spilde efter fangsten. Kødet er en grønlandsk delikatesse som spises eller sælges, og skindet bruges til egen beklædning eller sælges til skindgarverier.

Forvekslinger med canadisk sælfangst
I Grønland er der fem sælarter, spættet sæl, ringsæl, klapmyds, remmesæl og grønlandssælen.

Babysæler af arten grønlandssæl fødes ud for Labrador og New Foundland, og det var slagtningen af disse hvidpelsede, canadiske sælunger, der udløste store internationale protester i 1980'erne. En stort anlagt boykotkampagne fik fatale konsekvenser for mange grønlandske fangere, der ikke længere kunne leve af sælfangst.

I dag sælges størstedelen af skindene til forarbejdning på garveriet Great Greenland i Qaqortoq. Behårede skind bruges blandt andet til pelse, og de afhårede skind bruges blandt andet til kamikker. Sælskindsprodukter fra Grønland er eftertragtede, men der hersker desværre endnu udbredte misforståelser om den grønlandske sælfangst og fangstmetoderne, som primært foregår med riffel eller med garn sat under isen. I visse lande er det forbudt at importere produkter fremstillet af sælskind.