Sæler

Mest almindelige sæler i Grønland
I havet omkring Grønland lever der fem sælarter, hvoraf ringsælen, grønlandssælen og klapmydsen er de mest udbredte. Remmesælen og den spættede sæl er kun fåtallige. Ingen af arterne er truet af udrydning, men den spættede sæl, som egentlig ikke er en arktisk sælart, menes at være i tilbagegang i Vestgrønland. Ingen steder i Grønland slås der sælunger ihjel – kun naturlige faktorer spiller ind, som når isbjørnen eller polarræven får færten af ringsælens hule i en snedrive, hvor den føder sine unger i marts-april.



	Ringsælen

Ringsælen
Ringsælen er den mindste sælart, og den kan veje op til 100 kg. Skindet er karakteriseret ved de ringformede tegninger, primært på den mørkegrå ryg. Den lever især i fjorde, hvor der er isfjelde og i områder, hvor havet om vinteren fryser til. Selvom havisen er op til to meter tyk formår ringsælen at holde en række åndehuller åbne og derved overleve.

Grønlandssælen
Grønlandssælen er den hyppigst forekomne sælart ved Grønland. De kommer til den sydlige del af Grønland omkring maj på vej mod nord fra ynglepladserne ved New Foundland. På sejlture i fjordene og skærgårdene kan man opleve grupper af grønlandssæler på op til 20 - 30 dyr, der boltrer sig i havoverfladen.

Klapmyds
Klapmyds er den største af de fem sælarter med en vægt på op til 400 kg. Hansælerne kan kendes ved, at de har en stor blære på hovedet, som de kan puste op, hvis de bliver ophidsede. De fleste klapmydser fanges i Sydvestgrønland, hvor de to gange årligt trækker forbi på deres vandring mellem yngle- og fældepladser. Der fanges dog også en del i Østgrønland. Tidligere var det primært skind fra klapmyds, der blev brugt til at betrække kajakker (qajaq) og konebåde (umiaq).