Hvalrosser

Hvalrosser i Grønland
Hvalrossen er med sit store legeme og meget karakteristiske stødtænder let genkendelig. Stødtænderne kan blive 50 centimer lange og bruges af hvalrossen som et nyttigt redskab, for eksempel når den skal op på en isflage. Stødtænderne anvendes også som forsvar, når spækhuggere eller isbjørne udfordrer den op til 3 meter lange og 1000 kg tunge hvalros.



	Hvalros i Sydgrønland

Her ses hvalrosserne
Hvalrosser ses på land og langs kysten ved hele Østgrønland, især mellem 63° og 81° N. I Nordgrønland er det især ved Davisstrædet, Baffin Bugt og Thuledistriktet, at der ses hvalrosser. Og i Vestgrønland – hvor hvalrossen dog ikke går på land – ses dyrene fra Sisimiut og nordover mod Thuledistriktet. Taget i betragtning, at Grønlands kystlinje er på over 44.000 km, er hvalrosserne relativt fåtallige.

Hvalrossens føde
Hvalrosser opholder sig som regel i nærheden af haviskanten eller på drivende isflager, hvor havdybden er under 100 meter. Her kan den dykke ned efter muslinger og snegle, som udgør dens hovedernæring, og man mener, at den også bruger sine stødtænder til at skrabe efter føden på bunden af havet.

Jagt på hvalrosser
For inuitterne har hvalrossen været et vigtigt fangstdyr, der også var særdeles farlig at møde i en kajak. Dens smukke stødtænder har både skaffet dyret respektfuld omtale i grønlandske myter og sagn, men har også gjort, at den været tæt på udryddelse på grund af udenlandske kompagniers intensive jagt allerede fra 1600-tallet.

I 1952 blev hvalrossen totalfredet, og siden da er bestandene steget stille og roligt. I dag drives der kvotebaserede fangster på hvalrossen i Grønlands fangerdistrikter, og udførsel af souvenirprodukter fra hvalrossen kræver et CITES-bevis, som kan fås på turistkontorer eller i souvenirbutikker.