Hans Lynge – den grønlandske billedkunsts fader En væsentlig grønlandsk kunstner er multikunstneren Hans Lynge (1906-1988), der med sin akademiske kunstnerbaggrund og alsidighed har betydet meget for udviklingen af et dynamisk kunstliv. Han var blandt andre initiativtager til Grønlands første kunstskole og blev leder af denne i en årrække. Af Hans Lynges kendteste værker bør nævnes træreliefferne i landstingssalen, gobelinerne af Hans Lynges malerier i Nuuks byrådssal samt adskillige andre malerier, skulpturer, bogillustrationer og et ikke ubetydeligt forfatterskab. Det er ikke uden grund, at Hans Lynge kaldes den grønlandske billedkunsts fader.
Aka Høegh – kulturambassadør for Grønland Aka Høegh er en anden betydningsfuld kunstner, som har en lang kunstnerisk karriere bag sig. Aka Høeghs betydning som kulturambassadør har været uvurderlig gennem årtier. I kraft af sine talrige udstillinger har hun markeret Grønland på verdenskortet og vist, at der er en særlig grønlandsk kultur og identitet. Hun er den første internationalt kendte kvindelige kunstner og en af de fåtallige professionelle kunstnere overhovedet. Den grønlandske natur og menneskeansigter er hendes vigtigste inspirationskilder.
Julie Edel Hardenberg
Sten og menneske i Qaqortoq Blandt mange aktiviteter tog Aka Høegh initiativ til stenskulpturprojektet ’Sten og menneske’, der 1993-94 blev realiseret i Qaqortoq. Her huggede 18 nordiske kunstnere igennem to somre relieffer og skulpturer ud af granitklipper og sten i byen overalt i byen. På den måde blev lokalsamfundet inddraget, og kunstnerne fik umiddelbar respons på deres værker. Selv lavede Aka Høegh flere arbejder, og Qaqortoq fik på denne måde en unik seværdighed, der har tiltrukket mange besøgende. Aka Høegh har desuden udsmykket flere kirker samt Naturinstituttet i Nuuk og er den dag i dag meget produktiv.
Fra billedkunst til installationer og fotografi Der findes i dag både højt uddannede og autodidakte kunstnere, som har succes med deres kunstnervirke. En del af kunstnerne i Grønland går i en ny retning med et mere moderne udtryk med budskabet som det centrale i kunsten. Et glimrende eksempel herpå er Julie Edel Hardenberg, der stiller spørgsmål ved at behandle aktuelle emner som identitetsfølelse og mangfoldighed i samfundet, primært gennem installationskunst og fotografi. Julie Edel Hardenberg har udgivet flere bøger og har trods sin unge alder et imponerede kunstnervirke bag sig.