Inuitternes livsanskuelse

”Det eneste vi ved med sikkerhed er, at det, som skal ske, sker”.

(Knud Rasmussen gengivet i ’Myter og Sagn fra Grønland, udvalgt af Jørn Riel’, Forlaget Sesam.)



	Knud Rasmussen af Harald Moltke

Det var svaret fra en gammel østgrønlandsk mand, der levede for mange år siden, på spørgsmålet om livet og dets mange gåder. En livsanskuelse, der bærer præg af et samfund og et folk, som på den ene side troede stærkt på skæbnen og dets mørke sider, og på den anden side havde let til latter og gode kammeratskaber.

Alt var fælles ejendom
Inuit-samfundene havde ingen klasseforskel og der var begrænset ejendomsret. Alt, undtagen personlige jagtredskaber og klæder, blev betragtet som fælles ejendom. Der var ingen formelle ledere og beslutningerne blev taget i fællesskab.

Status efter evner
Enkelte personer havde dog en højere status end andre. Åndemaneren indtog en central rolle i samfundet. Det var ham der tog på sjælevandring til eksempelvis vindenes hersker Asiaq eller Havets Moder. Den højere status tilfaldt også den frugtbare kvinde, den gode syerske, den gode fanger, den gode fisker osv. Man kunne imidlertid ikke hvile på laurbærrene, men måtte konstant demonstrere sin kunnen – så længe man gjorde det, havde man også større vægt i samfundets beslutninger og dermed magt.

Stor ansvarsfølelse
De ældre ville typisk overtage opdragerrollen og videregive deres viden til børnene. Solidaritetsfølelsen og ansvarsfølelsen var meget stærk. Ramte sulten og naturkatastrofer bopladsen, forventede man, at de gamle 'gik til fjelds' og overlod deres liv til naturen. Man skyldte det lille samfund ikke at ligge det til last.



	Trommedans og -sang

Respekt for sjæle og afdøde
Overraskende og forbløffende er de mange bud og forbud, der herskede på bopladserne. Den ukritiske tro på myter og sagn med deres mægtige og grusomme væsener blev anset for sande og nødvendige for opretholdelsen af livet og sammenholdet på bopladsen. Sjæle kunne tage bo i både mennesker, ting og dyr.

Legemet blev opfattet som et midlertidigt opholdssted, og det var ikke ligegyldigt hvilket navn den nyfødte fik, da navnet blev opfattet som en afdøds navnesjæl. Denne respekt for afdøde forfædre eksisterer den dag i dag, da mange grønlændere stadig får navne, der har tilhørt afdøde familiemedlemmer.

Anbefalelsesværdig litteratur (på dansk):

Bjørn, Anders. Sila – Grønlandsk religion. Publiceret af Pantheon, 1992.