Inuitkulturernes boliger

Boliger til alle formål
Inuitterne levede i og af naturen, og det krævede boliger, der var nemme at opføre og som lå tæt ved de steder, hvor der var gode fangstmuligheder. Helt op til midten af 1950’erne fandtes der stadig egne i Grønland, hvor inuitterne boede i ganske primitive, men særdeles velfungerende boliger.



	Tørvehytte ved Tasiilaq museum

Det gælder først og fremmest vinterboligen, som var en tørvehytte samt de mere mobile skindtelte og igdlo’en, det midlertidige ly lavet af sne.

Den grønlandske igdlo
Om vinteren kunne det blive nødvendigt hurtigt at bygge sig et midlertidigt hjem, hvis fangerne var på farten længere tid ad gangen eller blev overrasket af uvejr. Til det formål var igdlo’en helt ideel. Ordet ’igdlo’ betyder slet og ret ’hus’, og selvom det ganske vist er et primitivt hus, kan igdlo’en sikre læ og temperaturer, man kan overleve ved.

En igdlo bygges op af store sneblokke, der skæres ud i forskellig størrelse med en særlig snekniv. Blokkene lægges oven på hinanden i en spiral og danner et effektivt, kuppelformet ly. Igdlo’er blev kun benyttet i det allernordligste Grønland, hvor havet var frosset til om vinteren.

Tørvehytter i Grønland
Tørvehytter – eller jordhytter – ses stadig i mange byer i Grønland, men mest i forbindelse med udstillinger ved bymuseer. Tørvehytten var den mest almindelige boligtype, da de var solide og godt isoleret, så man kunne bo i dem mere eller mindre permanent.



	Tværsnitsmodel af en igdlo

En typisk tørvehytte var lav, firkantet og havde mure af store sten og græstørv og selve taget blev båret af træbjælker fra drivtømmer. Boligerne lå altid tæt på havet, så fangerne nemt kunne komme ud i kajak på fangst efter sæler.

Skindtelte til sommerhalvåret
Når familierne forlod vinterbopladsen og tørvehytterne i det tidlige forår, drog de unge og voksne af sted for at samle bær, jage rensdyr og fange fisk. På den måde fik de samlet så store proviantforråd, at de kunne klare de lange vintre. For ikke at skulle overnatte i det fri, medbragte man telte af sælskind, som nemt kunne transporteres og sættes op de steder, hvor føden var. Teltene blev holdt oppe af en træramme af drivtømmer og skindteltet blev fastgjort til jorden med store sten.