Den grønlandske kajak

Kajakkens historie og udvikling
Kajakken – eller ’qajaq’ som det hedder i Grønland – er en næsten 4000 år gammel opfindelse, som har været et livsnødvendigt jagtredskab for inuitter i Grønland og det øvrige arktiske Nordamerika. Kajakken har været brugt i forbindelse med fangst, og allerede fra barnsben øvede de grønlandske drenge sig i at holde balancen og manøvrere kajakken. I dagens Grønland ses den traditionelle ’qajaq’ endnu i mange byer og specielt til de årlige kajakstævner, men til rekreativ kajaksejlads har de mere solide havkajakker af glasfiber efterhånden vundet indpas.

Traditionel fangst fra kajakken
Kajakkerne blev tilpasset det farvand, de skulle begå sig i, og derfor er der stor variation både med hensyn til kajakkens udformning og byggemetode. Førhen bestod kajakbetrækket af afhåret sælskind, men i dag bygger man dem hovedsageligt med nylon- eller lærredsbetræk. I Grønlands fangstdistrikter såsom ved Qaanaaq er der stadig krav om, at fangst efter narhvaler skal foregå på traditionel vis – det vil sige fra en traditionel qajaq med håndkastede lanser og spyd. Og det er på trods af, at det naturligvis er mere effektivt at jage med gevær og skjulsejl.

Grønlændervending
Det kolde arktiske hav kunne være ubarmhjertigt ved de grønlandske fangere, ligesom vejret kunne være det. Derfor var det af største nødvendighed, at fangeren var ordentlig forberedt ved at være klædt på i vandtætte skinddragter og ved altid at kunne udføre en såkaldt ’grønlændervending’. Fangerne lærte derfor fra barnsben et utal af vendinger og rul i havet ved hjælp af deres smalle årer, hvis de pludselig kæntrede og vendte rundt. På den måde kunne de redde sig selv ud af næsten alle kritiske situationer.

Kajakkens konstruktion
Det at bygge en kajak var et arbejde for både manden og kvinden. Manden tog sig af kajakskelettet, og kajakken blev udformet præcis efter hans egne kropsmål og ikke efter faste standardmål. Selve kajakkonstruktionen bestod i gamle dage af drivtømmer, som blev ført med strømmen fra Sibiriens floder til Grønlands øst- og vestkyst. Kvinderne sørgede for at sy betræk sammen af 3-4 skind af grønlandssæl, som blev spændt ud over kajakskelettet – et perfekt samarbejde, der skabte kajakker, som nutidens kajakdesignere stadig lader sig inspirere af.