Grønlands fangerkultur

Et spørgsmål om overlevelse



	Sælfanger i aktion

Jægerkultur gennem tusinde år
Inuitterne i Grønland har siden de første indvandringer ved Thule for mellem 4-5000 år siden været afhængige af naturens ressourcer i form af fisk, fugle, land- og havpattedyr. Fangst og fiskeri har derfor altid været et spørgsmål om overlevelse i et land, hvor sommeren er kort og klimaet uegnet til at lave effektiv landbrug. En undtagelse har dog været fårehold, som man har haft i vikingetiden og i nyere tid siden 1906 i Sydgrønland.

Unikke fangstredskaber og fartøjer
Inuitterne har måttet klare sig med forfædrenes kundskab, egen fantasi og de materialer, der var tilgængelige i naturen til at lave de redskaber, som kunne gøre forskellen mellem liv og død. Inuitkulturerne formåede gennem generationer at skabe og raffinere unikke produkter som kajakken, kvindekniven ulo’en, fedtstenslampen og harpuner, fuglespyd samt skindtøj af høj kvalitet. At selv fast sne kunne bruges til at bygge et midlertidigt ly i form af igdlo’en vidner om en ekstraordinær evne til at benytte naturens egne materialer.

Traditionerne går i arv
Allerede fra barnsben er de yngste generationer blevet undervist af fædre og mødre i at gøre brug af de traditionelle redskaber og metoder til fangst. Og ikke sjældent ses det den dag i dag, at børn fanger deres første ryper eller sæler selvom de kun er i den tidlige skolealder. Den første fangst er en stor begivenhed, der fejres på lige fod med fødselsdage, hvor naboer og familie inviteres til kaffemik – den traditionsrige sammenkomst i et grønlandsk hjem.

Klimaændringer truer fangstkulturen
Grønland er ikke længere et udpræget fangersamfund, men fangsttraditioner holdes stadig i hævd over hele landet, især i fangerdistrikterne i Nord- og Østgrønland. I dag siger fangerne fra Nordgrønland imidlertid, at klimaændringer allerede har medført kortere perioder med is, meget tyndere is eller slet ingen is om vinteren og mere ustabilt vejr. Det kan vise sig at blive et stort problem for fangstkulturen i de visse grønlandske byer og bygder, fordi befolkningens kultur og eksistens afhænger af isen til fangst og til transport.