Qaqortoq byder på kultur, historie og det nutidige Grønland. Men også på isbjerge og et frodigt landskab, hvor der er vandremuligheder for alle.
Eksempler på aktiviteter:
Hvalsø kirkeruin – en historisk perle
Efter blot lidt mere end en times sejlads gennem fjorden med udsigt til grønne fjeldsider ligger Hvalsø kirkeruin. Kirken er den bedst bevarede bygning fra nordbotiden og kan dateres tilbage til 1300-tallet. Tæt ved kirkeruinen ligger også et stort gårdanlæg med boliger, stalde og forrådskamre, og en beretning om et bryllup her i 1408 er det sidste skriftlige vidnesbyrd om nordboerne i Grønland
Granitskulpturer og sælskindspelse
Overalt i Qaqortoq vil du kunne se skulpturer og udsmykninger hugget ud i byens grundfjeld. Projekt ”Sten og Menneske” har involveret kunstnere fra hele Norden på initiativ af Aka Høegh fra Qaqortoq, og på en tur rundt i byen vil du til stadighed blive overrasket over de mere end 20 fantasifulde og spændende kunstværker. Rundturen kan du slutte med et besøg hos Great Greenland, hvor sælskind fra hele Grønland bliver garvet, forarbejdet og designet til de smukkeste jakker, dress og accessories.