I Ilulissat, Nordgrønlands største by, er der aktivitetsmuligheder året rundt. Hvad enten du er til kulturhistorie, isoplevelser eller ture med helikopter eller skib finder du det i Ilulissat.
Eksempler på muligheder:
Hundeslædeture for enhver
I månederne februar til april er det højsæson for hundeslædekørsel. Oplev det tætte samarbejde mellem slædefører og de 8-12 forspændte hunde og nyd turen gennem det snedækkede landskab iført varmt sælskindstøj. Der er mulighed for alt fra korte ture på et par timer, der ikke er fysisk krævende, til mere ekspeditionslignende ture, hvor der overnattes i telt eller hytte.
Med helikopter til indlandsisen
En af verdens mest producerende gletsjere, Sermeq Kujalleq, ligger blot 15 minutters helikopterflyvning fra Ilulissat. Når helikopteren lander tæt ved indlandsisen er der en enestående udsigt over gletsjerfronten, hvor isbjergene dannes, og over den enorme isflade. Flyvningen retur til Ilulissat foregår i lav højde gennem Isfjorden, der er tæt pakket med enorme isbjerge. Der findes helikopterture af forskellig varighed.
Sermermiut, en af Grønlands historiske perler
I gåafstand fra byen ligger Sermermiut-dalen, der strækker sig ned mod Ilulissat Isfjord. I dette fredede område er der fundet spor fra de første mennesker, der levede i Grønland for ca 4.500 år siden, og de fleste af de forskellige kulturer, der i perioder har befolket Grønland siden, valgte også at slå sig ned her. Ikke på grund af den fantastiske udsigt, men fordi fangstforholdene traditionelt har været gode.
Mellem isbjergene i midnatssolens skær
Fra slutningen af maj til slutningen af juli er solen på himlen døgnet rundt i Ilulissat. Isbjerge på op til 100 meters højde over havoverfladen findes i massevis lige uden for byen, og en sejltur imellem dem mens den lavtstående sol stråler med et gyldens skær, er en oplevelse, der sent glemmes. Sejlture mellem isbjergene kan også kombineres med et besøg i en af de små bygder, der ligger i kommunen.




| Type: | Pakkerejse |
|---|



| Type: | Cruise |
|---|---|
| Duration: | fra 1 dag |













